Alle elsker is - sådan er det bare! Med denne dessert kan du slå benene væk under dine gæster ved at lave det hele selv. ELLER du kan springe over, hvor du synes og købe f.eks vafler og en god is og så bare lave hindbærguf og flamingohoveder selv. Lige meget, hvad du vælger at kaste dig ud i, er jeg sikker på, at isvafler med lakridsis og guf vil vække begejstring hos både store og små.
Isvafler (ca. 10 vafler)
50 g smør
70 g mandelmel
70 g hvedemel
3 æg
50 g sukker
1 spsk vanillesukker
Dette kræver et vaffeljern. Jeg har dog brugt et jern til "gode råd", som er en sønderjysk småkage.
Smelt smørret og blend det sammen med alle ingredienserne til en ensartet masse. Smør vaffeljernet med smør hver gang, du laver en vaffel. Kom et par skefulde på det varme vaffeljern og lad den blive gyldenbrun. Tag den ud og form den hurtigt til et kræmmerhus. Gentag indtil der ikke er mere dej.
Pynt til vafler
50 g hvid chokolade
Pynt: Frysetørrede jordbær, pink krymmel eller tørrede blomsterblade
Evt. pink frugt- eller pastafarve
Hak chokoladen og smelt den over vandbad eller i mikroovn. Hvis den skal være pink tilsættes farve. Dryp chokoladen langs kanten af kræmmerhusene og drys med pynt
Lakridsis
4 pasteuriserede æggeblommer
100 g sukker
1/2 l piskefløde
2-3 tsk lakridspulver
2 spsk lakridssirup
Flæk vanillestangen og skrab kornene ud. Pisk æggeblommer med lakridspulver og sukker til en luftig æggesnaps. Pisk i en anden skål fløden til let flødeskum og vend æggesnapsen i flødeskummet. Kør massen i en ismaskine eller sæt det i fryseren og rør i det ca. hver halve time. Når isen er ved at fryse, røres lakridssirup i, så isen marmoreres.
Hvis du ikke er til lakridsis, kan du erstatte lakridspulver og lakridssirup med kornene fra en vanillestang.
Hindbærguf
4 pasteuriserede æggehvider
100 g flormelis
3 spsk hindbærstøv eller 1 tsk hindbæressens
Pisk æggehviderne, indtil de begynder at stivne, og tilsæt flormelis lidt ad gangen. Tilsæt herefter hindbærsmag (jeg foretrækker hindbærstøv, da det giver en let syrlig hindbærsmag) og pisk indtil du har en sej marengs.
Flamingoer
100 g hvid chokolade
Pink frugt- eller pastafarve
30 g mørk chokolade
Evt. sorte sukkerkugler
Hak den hvide chokolade og smelt den over vandbad eller i mikroovn. Tag en spsk hvid chokolade til side. Tilsæt pink farve til resten. Kom den smeltede chokolade i en sprøjtepose. Sprøjt flamingohovederne ud på bagepapir. De må gerne være lidt tykke, så de ikke knækker, når de tages op. Lav desuden tilsvarende mængde "klatter" af den lyserøde chokolade, som du efterfølgende "tværer" ud i den ene side med en finger, så det ligner vinger. Hak den mørke chokolade og smelt den over vandbad eller i mikroovn. Lav et næb på hver flamingo i mørk chokolade. Lav desuden et øje på hver flamingo med den hvide chokolade og sæt enten en sort sukkerkugle eller en prik af mørk chokolade i midten af det hvide øje. Sæt flamingoerne på køl til de skal bruges.
Samling af isvafler
Tag isen ud af fryseren et kvarter før, isene skal serveres. Lav kugler af is og læg nederst i kræmmerhusene. Top med masser af guf og stik et flamingohoved i hver. Sæt en vinge midt i guffen og server straks.
Comments