top of page
Søg
Forfatters billedeStineCarlsen

Othello

Jeg elsker Othello! Og jeg har flere veninder, som jeg allerbedst forkæler med sådan en kage. Det er en lagkage, som vi alle kender og har fået i forskellige udgaver og derfor har en holdning til. Min opskrift er meget klassisk i smagen med luftige vanillebunde, knuste makroner, syrlig hindbærmarmelade og blød konditorcreme med pisket fløde. Og så selvfølgelig marcipanbåndet, der fuldender både smag og udseende.


Vanillebunde

6 æg

150 g sukker

2 tsk vanillesukker

120 g hvedemel

2 spsk kartoffelmel

2 tsk bagepulver


Del æg i hvider og blommer. Pisk hviderne stive og sæt dem til side. Pisk æggeblommer, sukker og vanillesukker til det er lyst og luftigt. Bland mel, kartoffelmel og bagepulver og sigt det i æggemassen. Vend det forsigtigt sammen med en dejskraber. Vend herefter de stive æggehvider i dejen.


Beklæd en springform med bagepapir i bunden. Smør siderne med smør og hæld dejen heri. Bag ved 175 grader i ca. 45 min - ikke varmluft. Når kagen er helt afkølet, deles den i tre.


Konditorcreme

2 blade husblas

2 æggeblommer

1 vanillestang

1 1/2 spsk maizena

2 spsk sukker

2 dl sødmælk

2 1/2 dl fløde


Læg husblas i koldt vand. Flæk vanillestangen og skrab kornene ud. Kom vanillestang, -korn, æggeblommer, maizena, sukker og sødmælk i en gryde og pisk konstant til det koger. Lad det koge i et minut og tag det derefter af varmen. Lad cremen køle helt af. Pisk fløden til flødeskum. Pisk vanillecremen til den er blank. Vend vanillecremen i flødeskummet.


Samling af kagen

1/2 glas hindbærmarmelade

12 makroner

Lidt portvin (kan udelades)

Kageplast

2 dl fløde

250 g marcipan

200 g flormelis

30 g kakaopulver


Beklæd ringen fra springformen med kageplast. Læg en bund nederst (gem den pæneste bund til for oven). Stænk bunden med portvin (hvis du vil). Smør bunden med hindbærmarmelade og knus seks makroner over. Kom det halve af konditorcremen over makronerne, det gøres lettest ved at have cremen i en sprøjtepose og sprøjte det på. Læg forsigtigt en bund på og gentag med (portvin), hindbærmarmelade, makroner og creme. Læg den pæneste bund øverst. Bland flormelis og kakaopulver med lidt vand til en tyk glasur. Smør toppen med glasur, det behøver ikke komme helt ud til kanten. Rul marcipanen ud i lidt flormelis til et langt bånd, der kan nå hele vejen rundt om kagen. Pisk fløden til skum. Smør halvdelen af flødeskummet rundt om kagen og sæt marcipanbåndet omkring. Kom resten af flødeskummet i en sprøjtepose med en rund tyl og sæt små "dutter" rundt langs marcipanbåndet. Pynt evt. med spiselige blomster, krymmel og guldstøv.

453 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

コメント


bottom of page