top of page
Søg
  • Forfatters billedeStineCarlsen

Påskekage med lakrids og citron


Denne påskekage er fyldt med smage, der vil forkæle enhver gæst ved dit påskebord. Kagen består af bunde med marcipan og lakrids og derimellem en frisk og blød citronmousse. Dette kan kun danne det perfekte udgangspunkt for påskehygge og forhåbentligt masser af vilde æggeløb.


Marcipanbunde med lakrids

200 g marcipan

200 g smør

200 g sukker

4 æg

100 g mel

2 tsk bagepulver

100 g hvid chokolade

1-2 spsk lakridspulver

Smelt smørret og lad det afkøle lidt. Riv marcipanen groft. Pisk æg, marcipan og sukker luftigt. Bland mel og bagepulver, og sigt det i æggesnapsen. Tilsæt det smeltede smør. Hak chokoladen, og vend den i dejen sammen med lakridspulver. Smør en springform, og hæld dejen deri. Bag ved 180 grader i 30 min. Lad kagen afkøle helt, og del den i tre.

Citronmousse

6 blade husblas

3 økologiske citroner

200 g sukker

4 dl fløde

150 g græsk yoghurt

Læg husblassen i koldt vand. Riv skallen af citronerne og pres derefter saften i en gryde. Kog citronskal, -saft og sukker, til sukkeret er smeltet, og siruppen er tyknet en smule. Tag gryden af varmen. Pres husblassen fri for vand og rør den i citronsiruppen. Lad det køle af. Pisk fløden til let skum og vend den græske yoghurt i. Rør en smule af fløden i den afkølede citronsirup. Gentag et par gange og rør derefter citronsiruppen i flødeskummet.

Samling af kagen

Beklæd en springform uden bund med kageplast. Placer en marcipanbund heri. Hæld det halve af citronmoussen over bunden. Lad det sætte sig i køleskabet i ti minutter. Læg så den anden bund ovenpå og tilsæt resten af citronmoussen. Top med den sidste bund og lad kagen sætte sig på køl i min. fire timer eller natten over. Opsmørring af kagen (Kan undlades, hvis man vil have et mere råt look. Lad da være med at lægge en kagebund øverst, så citronmoussen står som øverste lag)

Citronsmørcreme

150 g smør

400 g flormelis

1 økologisk citron

1/2 dl mælk

Smørret skal have stuetemperatur. Rør smør og flormelis så godt sammen, som det kan lade sig gøre. Riv citronskal, og pres derefter citronen. Tilsæt citronskal og -saft til smørblandingen. Varm mælken (jeg bruger min mælkeskummer til kaffe) og tilsæt. Rør det hele godt sammen til en luftig og glat smørcreme. Befri kagen for kageplast og lad den gerne få en time i fryseren, så den er lettere at smøre op. Smør nu kagen op med smørcreme på toppen og siderne. Hvis kagen skal være helt dækket, kan du sætte den i fryseren et kvarter og gentage opsmøringen. Pynt med marcipanæg, lakridspulver, bær og spiselige blomster som på det nederste billede eller kast dig ud i fondant og lav en påskekanin.





1.183 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Mælkesnitter

Kajkager

Julekage

bottom of page